Jeg er vild med det vemodige og visne udtryk ......
Sneglen putter sig i de visne pæonblade. Bladene krøller, der dannes huller og snirkler.
Rosen "Nostalgie" har fået dekorative pletter. Den virker træt og orker ikke at åbne sig . Det er helt i orden. Jeg synes, den er meget smuk i al sin ælde.
Træpæonen har åbenbaret sit indre og viser alle frøene. Det ligner en lille stjerne.
Jeg elsker visne hyben. De har fine, krøllede spidser og buler i den lidt læderagtige krop.
Her er den meget stoflig, rynket og krakeleret .Planter er fantastiske.
"Evelyn" er den ikke eventyrlig dejlig. Skøn abrikosfarvet med gult anstrøg.
"Sophia" har flotte, røde stilke og gyldent hoved og dufter dejligt syrligt.
"Gruss and aachen" dejlig, flødefarvet rose. Karen Blixens ynglings rose.
"Pichard" sart klatrerose, der skal nurses meget. Men den er fin med sit tofarvede ydre, og så har den en flot facon.
Roser er søde i gamle kopper. Her er det "Gertrud Jekull og "Ghita" Jeg har lavet en større samling i drivhuset. De holder længe for, det er koldt om natten.
Blækhatten er en vidunderlig svamp at se på. Man kan godt spise små eksemplarer, men husk den indeholder antabus.
Den har en skøn fnugget overflade, der giver den så meget stoflighed. Den til venstre er en rigtig lun, lille uldhue at se på. Det fasinerer mig med alle de stadier, den gennemgår. Se den til højre har rullet sig sammen, og den sorte blæk er begyndt at flyde. Naturen er et eldorado af kunstværker, hvis man åbner øjnene.
Er den ikke dejlig med den ombøjede sorte kant.
Her har den filtet overflade og er så stoflig, at man får lyst til at røre ved den.
Dahliaen har danset hele sommeren , nu er det snart tid til hvile.....
Jeg kan blive ligeså betaget af en dahlia, der taber kronbladene som en frisk. Måden de visner på er altid meget forskellig, og det kan jeg godt lide at se på.
Den store gule er ved at dratte. Men den gør det meget langsomt. Sommetider må jeg hjælpe den lidt med at falde på jorden. Det visne har så meget struktur- er så fint, knittrende og creppet.
Sikke en smuk paryk, den er ved at smide.
Jeg indsamler mange af frøstandene- sår frøene og får dejlige overraskelser til næste år. Dahliaerne skal snart graves op. Det er et hyggeligt arbejde. Knoldene kommer i kælderen, og jeg føler mig så rig, når jeg ser alle kasserne på rad og række. Jeg håber at de holder sig friske.